Pige med pink gummistøvler i vandkanten på strand

Danske al­tru­i­stiske sur­ro­ga­taf­ta­ler

Ved ændring af børneloven er det fra 1. januar 2025 blevet muligt at få registreret forældreskab til et barn, som er født af surrogatmor på grundlag af en dansk altruistisk surrogataftale.

En aftale anses for altruistisk, når der er en nær relation mellem surrogatmor og de tiltænkte forældre, og surrogatmor ikke har modtaget vederlag eller vil modtage vederlag i fremtiden, for at føde et barn til de tiltænkte forældre.

Betingelser

For at forældreskabet til barnet kan registreres i forbindelse med barnets fødsel, skal en dansk altruistisk surrogataftale godkendes af Familieretshuset, før surrogatmor bliver gravid med barnet.

  • Godkendelse af aftalen sker på en af Familieretshusets godkendte blanketter. Blanketten findes nederst på siden. Læs venligst al information, inden blanketten udfyldes.
  • Det er en betingelse for godkendelse af surrogataftalen, at surrogatmor er fyldt 25 år, har bopæl i Danmark og tidligere har født et barn.
  • Herudover må surrogatmor ikke være under værgemål og ikke allerede være gravid.
  • Aftalen skal indgås mellem surrogatmor og de tiltænkte forældre. Det er også muligt at indgå en aftale som enlig. Hvis surrogatmor er gift, har indgået registreret partnerskab eller har en samlevende, skal aftalen også godkendes af ægtefællen, den registrerede partner eller samleveren.

Hvem kan blive barnets forældre

Moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab som følge af en dansk altruistisk surrogat-aftale, der er godkendt af Familieretshuset, fastlægges sådan:

Er aftalen indgået mellem en surrogatmor og

  • et par bestående af en kvinde og en mand, anses sidstnævnte kvinde og manden som henholdsvis barnets mor og far.
  • et par bestående af 2 mænd, anses den mand, der er genetisk far til barnet, som barnets far og den anden mand som barnets medfar.
  • et par bestående af 2 kvinder, anses den kvinde, der har leveret ægget, som barnets mor og den anden kvinde som barnets medmor.
  • en mand, anses manden som barnets far, hvis han er genetisk far til barnet.
  • en kvinde, anses sidstnævnte kvinde som barnets mor, hvis hun er genetisk mor til barnet.

Genetisk forbindelse mellem barnet og de tiltænkte forældre

Det er et krav, at der er en genetisk forbindelse mellem barnet og mindst en af de tiltænkte forældre.

Det betyder, at enten sæden eller ægget, som er anvendt til undfangelse af barnet, skal komme fra en af de tiltænkte forældre.

Vederlag

Der må ikke ydes vederlag til surrogatmor eller til dennes ægtefælle, registreret partner eller samlever før eller efter barnets fødsel, heller ikke erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Retsvirkninger af surrogataftalen

Surrogatmor kan fortryde aftalen.

De tiltænkte forældre kan ikke ensidigt fortryde aftalen, med mindre det sker inden surrogatmor er blevet gravid eller surrogataftalen bortfalder, efter de gældende betingelser (se mere nedenfor).

Det er muligt at ophæve forældreskabet, hvis det viser sig, at surrogatmor i strid med vederlagsforbuddet alligevel har modtaget vederlag i forbindelse med surrogataftalen.

Forbud mod formidling

Efter dansk lov er der er forbud mod formidling af surrogataftaler. Formidling af surrogataftaler straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Bortfald af en surrogataftale

En surrogataftale bortfalder i følgende situationer:

  • Surrogatmor meddeler Familieretshuset, at hun fortryder aftalen. Surrogatmors mulighed for at fortryde aftalen ophører, når forældreskabet er registreret eller anerkendt.
  • Hvis surrogatmor ikke indenfor 6 måneder efter fødslen genbekræfter aftalen i forbindelse med registrering af forælderskabet
  • Der ikke indenfor 2 år efter godkendelse af surrogataftalen er anmodet om registrering eller anerkendelse af forælderskabet
  • Familieretshuset kan dog forlænge 2 års fristen med 1 år, hvis surrogatmor er blevet gravid og hun. inden 2 års fristens udløb, anmoder om det.
  • De tiltænkte forældre fortryder aftalen og meddeler dette til surrogatmor og Familieretshuset inden, surrogatmor er blevet gravid eller
  • Betingelserne for at godkende aftalen ikke var opfyldt, fx, hvis der ydes vederlag eller det viser sig, at der ikke er en genetisk forbindelse mellem barnet og mindst en af de tiltænkte forældre.

Bortfalder aftalen, vil surrogatmor blive anset som mor til barnet – også selvom æg eller sæd kommer fra en af de tiltænkte forældre.

Faderskab eller medmoderskab vil blive fastslået efter reglerne om behandling af forældreskab i Familieretshuset.

Registrering af forælderskab

Registreringen af forælderskabet er betinget af, at følgende dokumentation indsendes til Familieretshuset:

  • En erklæring fra surrogatmor om, at hun genbekræfter den danske altruistiske surrogataftale, og at hun ikke har modtaget eller vil modtage vederlag, herunder tabt arbejdsfortjeneste. Hvis surrogatmor er gift eller samlevende, skal hendes ægtefælle/samlever tiltræde erklæringen.
  • En anmodning fra de tiltænkte forældre om at blive registreret som forældre til barnet i overensstemmelse med surrogataftalen. Herudover skal der indsendes en erklæring om, at der ikke er ydet eller vil blive ydet vederlag til surrogatmor.
  • En erklæring fra surrogatmors eventuelle ægtefælle/samlever om, at ægtefællen/samleveren ikke har modtaget eller vil modtage vederlag, herunder tabt arbejdsfortjeneste.

Hvis betingelserne for at få godkendt en surrogataftale eller registrering af forælderskabet ikke er opfyldt kan der søges stedbarnsadoption efter reglerne i adoptionsloven.