To drenge leger med bold, omgivet af grønne træer

Om samvær

Få viden om, hvornår I kan indgå en gyldig aftale om samvær.

Det er som udgangspunkt jer som forældre, der sammen aftaler, hvordan samværet skal tilrettelægges. Der er ikke fastsat noget standardsamvær eller minimumssamvær i loven. Hvis Familieretshuset bliver involveret i en afgørelse om samvær, træffer Familieretshuset og familieretten altid afgørelsen efter, hvad der er bedst for barnet.

I kan lave en juridisk bindende aftale om samvær. Det vil sige, at aftalen kan fuldbyrdes ved familieretten, og der for eksempel kan fastsættes erstatningssamvær, hvis et aftalt samvær aflyses. Hvis aftalen skal være bindende, kan den kun omhandle de juridiske forældre og det er en forudsætning, at forældrene ikke bor sammen.

Aftalen kan gyldigt indgås fra det tidspunkt, hvor barnet er født, hvis I ikke bor sammen.

I kan selv lave en aftale om samvær. Aftaler om samvær kan være mundtlige, men så kan det være svært at bevise, hvad I har aftalt. I kan også selv skrive aftalen ned, eller I kan bruge Familieretshusets aftaleblanket.

Når aftalen først er indgået, skal I være opmærksomme på, at Familieretshuset normalt kun kan ændre en aftale om samvær, hvis der er sket noget væsentligt, siden I indgik aftalen.

Læs mere om aftaler om samvær på familieretshuset.dk.