Kan vi få behandlet en sag om samvær, og hvem kan søge om samvær?
Få vejledning om sager om samvær. I kan benytte Familieretshusets åbne tilbud, inden I sender en ansøgning.
Hvis ikke der er enighed om, hvem barnet skal have samvær med, eller hvornår, er der mulighed for at søge om en afgørelse om samvær hos Familieretshuset.
Juridiske forældre kan søge om samvær med et barn, hvis ikke de juridiske forældre bor sammen, uanset om der er fælles forældremyndighed eller ej.
Derudover kan barnets nærmeste pårørende, som barnet er knyttet til, fx en social forælder, også søge om samvær med barnet, men kun hvis barnet enten slet ikke har samvær med den ene juridiske forælder eller kun i yderst begrænset omfang har samvær med denne, eller hvis der kun er én retlig forælder.
Børn har ret til samvær med den forælder, som barnet ikke har bopæl hos. Retten til samvær er kun en ret for barnet og ikke for forældrene. Det betyder blandt andet, at del i forældremyndigheden over et barn ikke automatisk medfører ret til samvær med barnet.