Blond dreng læner sig op ad en træstamme med neutralt ansigt

Valg af æg­do­nor

Find vejledning om reglerne for ægdonation, om at være kendt, anonym eller ikke-anonym donor og oplysninger om krydsdonation.

Anonym ægdonor

Hvis du vælger at modtage æg fra en anonym ægdonor, kan du kun få oplysninger om donorens hudfarve, hårfarve, øjenfarve, blodtype, højde, vægt og alder.

Ikke-anonym ægdonor

Hvis du vælger at modtage æg fra en ikke-anonym ægdonor, er det muligt at få flere oplysninger om donoren end ved anonym ægdonation. Det beror på en aftale mellem ægdonor og fertilitetsklinikken, hvilke oplysninger du kan modtage.

Hvis du vælger at modtage æg fra en ikke-anonym ægdonor med en udvidet donorprofil, får du ikke oplyst donorens identitet, men det er muligt at få flere oplysninger om donoren, som f.eks. erhverv, fritidsinteresser, uddannelse, stemmeprøve, babyfotos og lignende.

Hvis du vælger at modtage æg fra en åben ægdonor, får du ikke oplyst identiteten på donoren på donationstidspunktet, men ægdonoren har givet samtykke til, at der på et senere tidspunkt kan gives yderligere oplysninger. Et eksempel herpå er en aftale om, at barnet kan få oplyst donors identitet, når barnet er fyldt 18 år.

Kendt ægdonor

Du kan vælge at bruge en ægdonor, hvis identitet du kender på donationstidspunktet. Det kan være en ægdonor, som du selv medbringer til behandling med assisteret reproduktion.

Den kendte ægdonor kan være din partner. Du kan læse mere om ægdonation mellem partnere her på hjemmesiden.

Læs mere om reglerne for registrering af forældreskab ved brug af kendt ægdonor her på hjemmesiden.

Krydsdonation

Krydsdonation betyder, at den person, der ønsker at modtage en ægdonation, selv skaffer en ægdonor, der donerer æg til en pulje. Herefter modtager den person, der ønsker at modtage en ægdonation, et æg fra puljen, men fra en anden ægdonor, hvis identitet er ukendt for modtageren.

Krydsdonation er tilladt. Ved krydsdonation modtager ægdonoren ikke kompensation.

Links til anden relevant information